Reformationsbog roses af anmelderne

tirsdag, 20. februar 2018

Tredje bind i bogserien om "Danmarks Riges Hjerte" høster anerkendelse hos anmelderne. Senest har den fået fem stjerner fra Kristeligt Dagblad.

/media/1086676/konge_af_luthers_n_de2.jpg

"Bogen skal her anbefales endog meget varmt, fordi den er godt skrevet af en historiker, der formår at holde sin mening om Reformationen og dens eventuelle velsignelser ude fra den skarpe historiske analyse. Den er absolut læseværdig og en kærkommen øjenåbner til en anden scene for den danske reformation", skriver Carsten Bach-Nielsen i Kristeligt Dagblad.

En sådan anmeldelse vækker glæde på museet, da Carsten Bach-Nielsen er lektor i bl.a. kirkehistorie, ved Aarhus Universitet. Han er en anerkendt person inden for forskningen i reformationen.

Også Fyens Stiftstidende er glade for bogen og giver den 4 stjerner. Claus Chr. Koch skriver "Erland Porsmose giver os en grundig gennemgang af både de (stor) politiske strømninger, kirkestriden i et bredt nationalt og internationalt perspektiv - og en fortælling om Nyborg i almindelighed og Nyborg Slot i særdeleshed. (...) Kulturarven får for alvor en fremtrædende plads i byen ved Bæltet".

Med Konge af Luthers nåde har Erland Porsmose, direktør for Østfyns Museer, skrevet den tredje bog i serien Nyborg – Danmarks Riges Hjerte. Bogen omhandler magtkampene om den kongelig trone i Danmark i 1500-tallet, og udspillede sig i området omkring Odense og Nyborg. Efter fredsslutningen i 1544 – hvor Christian 3. blev landets regerende konge – blev Nyborg central for den protestantiske revolution i Europa.

Læs mere om bogen her.