Bygningsarkæolog med speciale i Nyborg Slot

mandag, 3. september 2018

Erik Bjerre Fiskers bygningsarkæologiske registreringer vil i fremtiden være en central kilde til at forstå slottets historie.

/media/1155890/img_0085.jpg

Da bygningsarkæolog Erik Bjerre Fisker blev knyttet til Slotsprojektet i vinter, var det til et slot han kendte særdeles godt. For 20 år siden skrev Erik Bjerre Fisker nemlig speciale om Nyborg Slot som afslutning på sin uddannelse som middelalderarkæolog. I den forbindelse udarbejdede han sammen med to arkitekter en rapport med opmålinger og registreringer af Nyborg Slot, som nu har dannet udgangspunkt for arbejdet med Slotsprojektet.

Kalken skal analyseres

Erik Bjerre Fiskers opgave som bygningsarkæolog på Slotsprojektet er at registrere alle de bygningsarkæologiske detaljer, der kommer frem i forbindelse med restaureringen af Kongefløjen og Vagttårnet. Restaureringsmurer Kim Nyborg har for eksempel bemærket rester af rød kalk i nogle murfuger cirka ti meter oppe på Kongefløjens vestmur. Det kan være spor fra den periode, hvor slottet har været kalket rødt. Noget som arkæologerne tidligere har fundet spor af på slottets fundament i forbindelse med udgravninger. 

Erik Bjerre Fisker fotograferer omhyggeligt sporet af den røde kalk, som i øjeblikket kan besigtiges på nært hold, eftersom slottet jo er beklædt med stilladser hele vejen rundt. Desuden beder han om at få sendt prøver af kalken til analyse. De fleste byggematerialer på slottet kunne man skaffe lokalt. Men kalken var man nødt til at få sejlet til Nyborg. En analyse af kalken i mørtlen mellem de romanske mursten fra slottets tidligste byggefase vil måske kunne afgøre, om den var hentet fra f.eks. Rügen eller Stevns.

Tykke mure med historie

På Vagttårnet skal murkronen lige under taget også undersøges. Det vil måske kunne give ny viden om nogle af de mange byggefaser, der er i denne bygning. Vagttårnets mure er nemlig gjort tykkere af flere omgange med nye lag murværk. I det nordvestlige hjørne er der rester af noget, som kan være spor af en trappe i murtykkelsen. Undersøgelserne vil gå i gang, når taget er fjernet.