Køllekampen er tilbage i Nyborg

mandag, 19. juni 2017

Der dystes både med solide lanser og i massekamp med køller til hest, når Torvet foran rådhuset igen bruges til sit oprindelige formål i forbindelse med Danehof den 1. og 2. juli 2017.

 

/media/317026/danehof14_348_optimized.jpg

Når der om to uger igen afholdes Danehof, er køllekampen tilbage på turneringsbanen. På den kongelige turneringsplads fra 1500-tallet afholdes der som sædvanlig stor ridderturnering i de unikke historiske omgivelser i Danmarks første hovedstad Nyborg. 

Kamp med eller uden bande

”Vi har gennem flere år afprøvet forskellige turneringsformer”, udtaler Mathias Schmidt Tryggedsson, der er museumsinspektør på Nyborg Slot og koordinator af Danehof. ”Vi har vist turneringer fra forskellige perioder f.eks. i 1100-tallet, hvor man dystede uden midterbande, kampe til hest med sværd. Men det mest spektakulære er uden tvivl dystridtet med solide lanser med midterbande, og så massekampen til hest med køller. Så vi er rigtig glade for at kunne præsentere den del af middelalderens turneringer for publikum igen”.

Den kongelige turneringsplads

I år dystes der på den turneringsplads, som Christian 3. anlagde i forbindelse med omdannelsen af Nyborg til moderne fyrstespejl og residensby i midten af 1500-tallet. Det var her, at kongemagten skulle iscenesættes, efter han havde vundet kampen om magten og gennemført Reformationen i Danmark. Netop i år markeres 500 året for Reformationens begyndelse, og Nyborg Kommune og Østfyns Museer har ekstra fokus på den del af fortællingen. Christian 3. vil derfor også overvære turneringerne, og du kan møde ham rundt omkring i byen.

Solide lanser

Både Christian 3. og Frederik 2. indkøbte turneringsudstyr til de kongelige turneringer i Nyborg. Og ridderne dyster til det moderne Danehof med solide lanser af fyrretræ, ligesom Christian 3. bestilte til sine turneringer i midten af 1500-tallet. Det bliver som altid stort og spektakulært. Tuneringspladsen bliver som sædvanligt anlagt på Torvet ved hjælp af de mange stærke frivillige kræfter omkring museet i dagene op til Danehof, der som altid finder sted den første weekend i juli.