Flot medaljon fundet på slottet

fredag, 17. marts 2017

En lille men utrolig flot medaljon i hjortetak blev fundet i januar i år af Hans Ulrik Riisgård fra Kerteminde, der gik en tur forbi udgravningerne omkring Nyborg Slot.

/media/992396/medaljon_forside.jpg

På medaljonen ses en mandsperson iført rustning og med et meget tydeligt tvedelt skæg. Medaljonen dateres til ca. midten af 1500-tallet og her bliver det særligt interessant. For er det muligt at kunne bestemme ”hvem” der har ladet sig portrættere?

Christian III    Medaljon - motiv

Er det Christian den tredje?

På flere malerier af den danske reformationskonge Christian den tredje er han gengivet med et stort tvedelt fuldskæg. Og når man så ved, at Christian den tredje udbyggede Nyborg Slot til sin residens og Nyborg som sin residensstad i 1500-tallet, er det nærliggende at forestille sig, at en medaljon fundet i udgravningerne på slotsholmen netop forestiller den magtfulde konge.

Her må museet søge hjælp ved kunsthistorikere, der måske kan komme nærmere på en bestemmelse af kunstneren og den portrætterede mand. P.t. er medaljonen dog med hast sendt til konservering, så den ikke udtører og derved risikerer at sprække.

Vi lover at følge op på historien, så snart der er nyt.