Jul i den Gamle Kongeby
Juleknas, hjemmebrygget øl, glögg, levende værksteder, julegaveideer, aktiviteter for børn, fynske museumsbutikker, smeden arbejder… ja, der er alt, hvad hjertet begærer i Nyborg.
Christian 3. (1536-1559) holdt ofte jul i Nyborg. Så duftede byen af brænderøg, gran, stegt kød og krydret bagværk som et umiskendeligt tegn på, at forberedelserne til julen som sædvanligt var i fuld gang i hans by, kongens by, rigets hovedstad - Nyborg.
De mange julelys kaster et smukt skær over den historiske bymidte, boderne, butikkerne og den gamle Borgmestergård, mens juleindkøbene ordnes, æbleskiverne vendes og den gode julebryg prøvesmages.
Julemarked
Vi fejrer stadig jul i den gamle kongeby med et stort julemarked i Nyborgs autentiske historiske rammer hvert år den anden weekend i december. Råvarerne til al den gode julemad og drikke kom fra Kongens Fadebur - det store kongelige len, der dækkede hele Østfyn. Nu kan du møde flere af nutidens leverandører til Danehoffet fra fødevarenetværket Kongens Fadebur på julemarkedet, når der atter er jul i den gamle kongeby.
Julemarkedet finder sted hvert år i december.
Se mere her: www.julemarked.nyborg.dk.