Margrethebyen

Under Margrethe 1. fik Nyborg sin grundform, som sammen med Christian 3.s store fæstningsanlæg, danner ramme om bymidten den dag i dag. 

Nyborg blev opført omkring 1170. Det var en strategisk gunstig placering i det daværende Danmark, som også omfattede Skåne, Halland, Blekinge og Sønderjylland. Nyborg kom efterfølgende til at spille en afgørende rolle i Danmarkshistorien.

En dronning med store ambitioner

Margrethe 1. (1353-1412) fik om nogen sat Nyborg på Danmarkskortet i middelalderen. Efter sejren over kong Albrecht begyndte hun et storslået byggeprojekt ved den fynske borg. Slottet blev udvidet, og byggeriet på Vor Frue Kirke blev påbegyndt som en markering af sejren over kong Albrecht.

Imponerende vandregulering

Margrethe d. 1. søsatte også et imponerende vandreguleringsprojekt, der havde til formål at etablere en befæstet by omgivet af vand. Det betød også, at byen fik en stabil ferskvandsforsyning. Projektet har uden tvivl krævet en stor indsats. En sluse ved Kullerup ca. 5 km. vest fra Nyborg, pressede vandet fra Vindingeåen ind i Hjulby sø. Herfra gravede man Ladegårdsåen ned til slottet, hvor vandet blev stemt op og ledt uden om den nye by.

Nøje planlagt bystruktur

Den nøje planlagte bystruktur kan stadig ses i dag, og grundplanen er hjerteformet, når man ser den fra luften. Nyborg kan derfor med god grund kalde sig Danmarks riges hjerte, ikke kun i sin udformning, men også som det pulserende punkt i landet, hvorfra regenten og parlamentet styrede landet.

 

 

Vidste du?

Adskillige vigtige begivenheder fandt sted på Nyborg Slot:  

  • I 1282 udstedte Erik Klipping sin håndfæstning, der også kaldes Danmarks første grundlov.
  • I 1287 blev selvsamme konges mordere dømt på Nyborg Slot, heriblandt Marsk Stig. 
  • I 1377 blev Margrethe 1.s søn Oluf valgt som tronarving i Norge.